Vi har brug for en ny grøn oplysningstid

Når vi træder ind i en ny grøn oplysningstid, kan vi endelig starte en realistisk samtale om fremtiden. Om hvordan, vi kan udnytte forskningens viden til at handle klogt og indrette vores samfund på nye måder, hvor de menneskelige systemer ikke nedbryder naturens.

Vi har brug for en ny grøn oplysningstid, fordi det er forudsætningen for, at vi kan træffe kloge beslutninger, individuelt, i fællesskaber og som samfund.

Siden den første oplysningstid har vi lært, at der findes grundlæggende natursystemer, som skal være i balance, for at livet på kloden kan opretholdes, som vi kender det i dag. Klimaet er ét af disse systemer, men det hænger tæt sammen med de øvrige: Vi er også afhængige af biodiversitet, ferskvand, vilde naturarealer og skove, ozonlaget, et sundt hav, rent luft og et balanceret flow af kvæstof og fosfor.

Vi ved nu, at selvom naturen er resilient, og selvom økosystemer kan modstå et enormt pres gennem virkelig mange år, så kan naturens systemer skifte tilstand ganske pludseligt, hvis de presses længe nok. De kan nå et tipping point.

Vi ser det ske for øjnene af os. De af os, der bor nær ved en dansk fjord, hvor livet pludselig er væk. Vi, der husker sommerfuglene, insekterne og fuglelivet. Vi, der ser koralrev dø. Og alle dem, der ser havet stige henover deres dørtærskel eller brande hærge deres hjemegn.

Vi ved nu, at pludselige forandringer af planetens klima tidligere har ført til masseuddøen af arter. Men vi forstår, at det denne gang går hurtigere end nogensinde før i planetens historie. Og vi ved, at situationen er menneskeskabt.

Vi ser, at vi stadig har en chance for at genskabe balancen jordens fint afstemte systemer, hvis vi kaster et kritisk blik på alt det, vi mennesker foretager os her på kloden.

Derfor har vi brug for en ny grøn oplysningstid, hvor vi ser rationelt og fordomsfrit på alle de systemer, vi selv har lavet, og som vi derfor også selv har magten til at ændre.

Det kræver en fri og åben demokratisk debat. En oplyst offentlig samtale.

Derfor har vi brug for en ny grøn oplysningstid, hvor vi ser rationelt og fordomsfrit på alle de systemer, vi selv har lavet – og som vi derfor også selv har magten til at ændre. Det kræver en fri og åben demokratisk debat. En oplyst offentlig samtale.

Forskernes viden om kloden er i vild udvikling

Planetens systemer er i voldsom omstilling. Vi mennesker har sendt kædereaktioner gennem hele det fine væv af vand, ilt og energi, der holder livet i gang på Jorden. Det kalder på en ny forståelse af vores plads i verden.

Den første oplysningstid skilte mennesker fra resten af verden og opfandt ’naturen’ som et sted udenfor os. En ny grøn oplysningstid må lære os at se os selv som en del af naturen. Ikke kun som en filosofisk øvelse. Men som en naturvidenskabelig erkendelse, der bygger på den voksende viden, vi har fået om planeten, siden dengang, vi for tre hundrede år siden begyndte at se naturen som en passiv genstand for menneskers vilje.

Den forståelse rækker ikke længere.

Forskeres viden om planetens komplekse systemer er i vild udvikling. Vi forstår nu, at vi er langt mere afhængige af resten af naturen, end vi har bildt os ind i alle disse år.

Livet på vores vidunderlige klode har udviklet sig takket være et fantastisk net af fint afbalancerede systemer, som gensidigt understøtter hinanden. Økosystemer, som skaffer os frisk drikkevand, luft, vi kan trække vejret i, mad, vi kan spise – og ikke mindst energi, så vi kan bygge, transportere os, producere livsnødvendigheder og give os lys og varme.

Dét, vi i daglig tale kalder klimakrisen, handler altså om meget mere end CO2-udledninger. Det handler om at forstå hele det forbundne væv af systemer, som forskerne kalder Earth Systems. Et samlet system, der - når det er i balance - understøtter al liv på Jorden. Det må vi mennesker nu må opruste vores viden om nu, bredt i samfundet.

Det handler om at forstå hele det forbundne væv af systemer, som forskerne kalder Earth Systems. Et samlet system, der - når det er i balance - understøtter al liv på Jorden. Det må vi mennesker nu må opruste vores viden om nu, bredt i samfundet.

Vi må takke mikrober i vandet og planter på landjorden for, at luften indeholder så meget ilt, at vi kan tåle at trække vejret i den. Og vi må være taknemmelige for, at indholdet af CO2 holdes nede, fordi naturen arbejder med den. Så den lagres i sten, der forvitrer, planter der vokser, træer der ånder og ikke mindst af livet i havet, klodens største CO2-lager.

I al den tid, der har været mennesker her på Jorden, har disse naturlige processer sørget for, at kloden har lagret drivhusgasser nok til at holde - hverken for lidt eller for meget - energi fanget i atmosfæren.

I dag ved vi, at det er dét, der har holdt temperaturen på jorden så stabil, at mennesker kan trives her. Men det er ikke den eneste nye viden, vi har fået siden den første oplysningstid.

Når vi træder ind i en ny grøn oplysningstid, kan vi endelig starte en realistisk samtale om fremtiden.

Vi ved nu, at jord ikke bare er jord. Det er levende humus, fyldt med svampe og småkryb, der skaber muld, som andet liv kan gro i. Det er jordlag og liv, der renser regnvandet, så det kan indgå i en livgivende cyklus af vand, som alt levende på kloden er afhængigt af.

Og vi har efterhånden lært, at kemikalier ikke forsvinder, fordi man fører dem gennem et langt rør op i luften eller langt ud i havet. Vi ved nu, at der findes ’evighedskemikalier’, der ikke vaskes væk eller fordamper, men tværtimod ophobes og gør eskalerende skade op gennem tid og fødekæder.

Vi ved nu, at plastik ikke forsvinder, når vi smider det i havet eller et hul i jorden. Vi har opdaget, at det omdannes til mikroplast, der kan infiltrere alt levende – og findes i vores blod og vores hjerner.

Når vi træder ind i en ny grøn oplysningstid, kan vi endelig starte en realistisk samtale om fremtiden.

Livet i en ny grøn oplysningstid

I den grønne oplysningstid har vi lært planetens livgivende systemer så godt at kende, at vi kan indrette vores menneskelige systemer indenfor det spillerum, de giver os.

Vi kan tage højde for det, vi ved, vil ske. Vi ved at det pludselig kan gå stærkt. Vi ser, at det går stærkt.

Vi forstår, at de havstigninger, vi må forberede os på allerede nu, skal tælles i meter, og at storme og ekstremt vejr vil være vores livsvilkår i de kommende årtier. At vi skal skynde os at redde, hvad vi kan af den vilde natur, de arter og det rene drikkevand, vi har tilbage, og arbejde målrettet på at genskabe forudsætningerne for liv.

Vi har så meget at vinde. For vi ved også, at vi kan sætte nye, positive kædereaktioner i gang. Trigge positive sociale tippepunkter for at skabe ny og bedre normal.

Med vores nye viden kan vi vælge livet og det levende. Vi kan blive en positiv kraft i verden.

Med vores nye viden kan vi vælge livet og det levende. Vi kan blive en positiv kraft i verden.

Vi ved, at det nytter at handle, og at det ikke kan ske uden os, fordi vores aftryk på kloden er summen af alle menneskers handlinger - også vores egne. Vi ved, at vi tilsammen har kræfterne til at redde menneskeliv og sikre titusinde arters overlevelse. Og vi ved, at det giver mening, fordi vores egen natur også er at glædes over verdens vidundere, at drage omsorg for hinanden og for andre arter.

Vi ser, at den Jord, vi har været så heldige at fødes på, er fuldstændigt forunderlig. Og vi ved, at det er vores opgave at passe på den, så vores børn og børnebørn kan opleve underet.

I den nye grønne oplysningstid længes vi efter fremtiden - i stedet for at frygte den.

Mit bud på et manifest for en ny grøn oplysningstid

I den nye grønne oplysningstid længes vi efter fremtiden i stedet for at frygte den.

I den nye grønne oplysningstid fortæller vi historier om handling, fordi vi ved, at det smitter og inspirerer andre til at handle.

I den nye grønne oplysningstid insisterer vi på, at fremtiden er noget, vi selv skaber sammen. Og vi tillader os selv at forestille os fremtider, der er anderledes og bedre end den nutid, vi lever i.

I den nye grønne oplysningstid genopfinder vi demokratiet, så det rykker tættere på de mennesker, der lever i det, og flere stemmer får plads i det.

I den nye grønne oplysningstid passer vi på vores lokale plet på jorden sammen med de mennesker, vi deler den med. Vi tager ansvar og drager omsorg for det liv, vi selv har muligheden for at give plads til eller fortrænge.

I den nye grønne oplysningstid lader vi os ikke begrænse af gamle narrativer eller dogmer etableret i en anden tid, men insisterer på at give plads til nye, der bedre reflekterer vores nye viden om verden og den opgave, vi står overfor.

I den nye grønne oplysningstid sætter vi mennesket over algoritmen og den fysiske virkelighed over den virtuelle. Vi ved, at for at tænke frit, må vi mennesker vriste os fri af digital manipulation og forholde os mere til hinanden og mindre til skærmenes parallelvirkeligheder.

I den nye grønne oplysningstid respekterer vi vores egen natur og hjælper hinanden med at hvile i den, sænke tempoet, løfte blikket, tage verdens undere ind og mærke, at vi en del af noget større.